Runners DK 8 timers Trail Challenge

I lørdags var bare en fed dag – helt igennem fed! Hele familien var taget til Rebild Bakker med nogle venner for at løbe Runners DKs 8 timers Trail Challenge. Et løb jeg har set frem til længe, da jeg har savnet at løbe trail da jeg trænede op til halvmarathon.

Lørdag morgen den 1/7 pakkede vi bilen efter at have overnattet hos mine svigerforældre, og kørte mod Rebild Bakker. Vi skulle løbe trailløb, og ungerne skulle med og hygge i lejren, de kan lige så godt lære det i en tidlig alder 🙂 Vi ankom 9:15 og vores venner vi skulle løbe på hold med var allerede ankommet og havde sat telt op.

Der var en helt speciel stemning på pladsen. En slags summen, hvor folk gik rundt og hilste på venner, hentede startnumre og gjorde sig klar til strabadserne forude. Jeg skulle først løbe 3. tur, men alligevel fik jeg sommerfugle i maven allerede der – jeg glædede mig virkelig til at løbe! Konceptet er at der må løbes på ruten i 8 timer fra kl. 10 – 18. Man kan vælge at stille op solo og løbe det hele selv, eller på hold á 2, 4 eller 8 mand. Der var både herre, dame og mix klasser. Vi stillede op i 4 mands mix, og “vi” var min mand Jeppe og jeg, vores ven og træneren fra den lokale løbeklub Simon, og min tidligere klient og fellow løbenørd, Henrik. Alle havde familien med, så der var mange folk i lejren og humøret var i top. Vores holdopstilling på Team Råhygge så således ud:

  1. tur: Jeppe
  2. tur: Henrik
  3. tur: Tine
  4. tur: Simon

Kl. 10 gik starten, og afsted var løberne. Vi vidste at vi havde en rigtig stærk førstemand, så det blev spændende at se hvornår han kom ind. Ikke fordi vi skulle give den for meget gas, vi var der jo bare for at hygge 🙂 Efter 30 min hører vi speakeren sige at første mand er på vej i mål. Vi stod ved skiftezonen og kiggede ned ad opløbet, og rundt om hjørnet kom – Jeppe!! Speakeren lød selv helt overrasket, Jeppe havde løbet de 6,7 km med 218 højdemeter på 30:06!

Henrik kom hurtigt på banen, fik et high-five af Jeppe, og afsted var han! Spændende at komme ind som nr. 1, men vi vidste godt at vi ikke kunne holde den position, så ingen stress fra vores side. Henrik ville nok være ude i ca. 40-45 minutter, så jeg gik stille og roligt op mod lejren og skiftede til mine trail sko, gik på toilettet og fik varmet lidt op. Efter ca. 35 min stiller jeg mig hen i skiftezonen, for jeg ville være klar i rigtig god tid. Jeg står der i 3 minutter inden Henrik kommer farende om hjørnet og op ad opløbet! 38 minutter har han løbet den på! “Shit, du er hurtig!” når jeg lige at få rpbt til ham, jeg får en high-five, og så er det mig der er på! Ned ad stien og ud på ruten. Efter 100 meter overser jeg at ruten drejer skarpt til højre, men heldigvis står der nogle fra vores lejr og får guidet mig den rigtige vej. Jeg mister max 5 sekunder (og her skal lyde en stor ros til løbsarrangøren der får fixet det med det samme og får sat afspærring op).

Ruten går ind gennem skoven på en højderyg, man får en lille krølle på ca 150m hvoraf de sidste 50m går stejlt opad. Ind gennem skoven igen og ud og løbe langs bevoksningsgrænsen. Fantastisk udsigt og skøn sti at løbe på. Så går det nedad og det går virkelig stejlt nedad. Det sidste stykke ned mod dalen er der sat træ ind for at lave trapper, men det går så stærkt at jeg næsten ikke når at se hvor jeg skal sætte mine fødder! Koncentrationen er på 100% og jeg krydser mine fingre for at jeg ikke brækker en ankel! På de efterfølgende ture løber jeg på en lille sti lige ved siden af, og her går det endnu stærkere! Min max fart er her på 2:47 pr. km!

Max hastighed ved den sidste nedstigning inden dalen på den første del af ruten – der var smæk på!

Herefter går ruten over en bæk hvor man sagtens kunne løbe igennem og få kølet fødderne ned – dejligt! Videre gennemdalen og over en vej hvor jeg desværre mister 10 sek på at holde tilbage for cyklister. Lige efter vejen går stien skarpt til venstre, og her følger et længere nogenlunde fladt stykke ad en grussti hvor jeg kanløbe ca. 4:40, inden den første rigtig grumme stigning. Og her må jeg ned og gå. Hænderne på lårene for at skubbe fra og give lidt mere afsæt. Endelig er jeg oppe, bare for at finde ud af at ruten bare fortsætter opad, drejer til venstre og fortsætter opad endnu længere. Når jeg kan løbe hedder det tempo 7:30, og ellers må jeg gå. Helt oppe ved toppen skal man igennem en lille smal passage, hvor det derefter gik stejlt nedad med dejlig blød skovbund. Lidt af en glidebane, men her kunne man så sandelig også få fart på!

I bunden er der et væskedepot som jeg lige stopper kort ved. Det er virkelig varmt, og min t-shirt er helt gennemblødt. Jeg får en tår vand og hælder resten i hovedet og fortsætter turen langs en fin grussti. Igen kan jeg få tempoet op i 4:50, men mine ben er godt trætte efter den sidste bakke. 500m senere må jeg vinke farvel til grusstien og løbe ind gennem en lille låge. Foran mig tårner sig en skråning op. Det går opad ad små trapper, flader lidt ud, for så at fortsætte endnu mere op, flade ud igen og op og ind gennem skoven. Yikes!

Det er dejligt køligt inde i skoven, og her får jeg også fornøjelsen at at støde på et får og et kid – hvor hyggeligt! Op og ned går det inden den sidste lange bakke. Det veksler mellem græsareal og skov, og man keder sig så sandelig ikke et eneste sekund ude på ruten. Det sidste stykke løber man ind over en p-plads og tilbage over en vej for at ramme en sti der går bagom Comwell Hotel og hen til stævnepladsen. De sidste 800m kan jeg lige skrue tempoet op til 4:40, og jeg krydser målstregen i 40:10. High-five til Simon som er væk i en fart, og så skal jeg have noget energi og ned og sidde.

Høj femmer til min holdkammerat!

Jeg har indtil nu ikke tænkt videre over hvad nr. vi ligger, for meningen med dette løb var at vi skulle hygge os og have lidt motion. Tanken har strejfet mig, men ville ikke spørge nogen for jeg ved bare at hvis der bare var det mindste håb om en medaljeplads, så smækker mit konkurrencegen på, og det kan man ikke bare sådan lige slukke for igen! Dette når jeg lige at tænke inden jeg hører Henrik nævne for sin kone at vi ligger 4 min foran nr. 2. Hvad?? Er vi SÅ hurtige?? Jeg formår at tale mig selv lidt ned igen, for vi løber mod Kristina Extreme Running 1. holdet, og de er ikke sådan lige til at bide skeer med. Efter 4. turen er vide nede på en 2. plads, og det er også rigtig fint. Vi er klar over at dette løb bliver afgjort i de sidste timer, så indtil videre skal vi ikke presse os selv for meget, for vi skal helst holde hele vejen.

Jeppe får løbet os op på en 1. plads igen, og Henrik taber kun få minutter, så da jeg starter ud på min anden runde, er vi ca. 2 minutter efter. Jeg sørger for at holde tempoet lidt nede i starten, for nu ved jeg hvad der venter mig forude. De hårde stigninger på den sidste halvdel af ruten har jeg ikke glemt, så jeg må holde lidt igen hvis jeg ikke skal dø fuldstændig på dem. Følg stien ind gennem skoven, ned på den ekstra lille sløjfe, ud på højderyggen og følg bevoksningsgrænsen. Den lille fine sti er et perfekt underlag, og den lette nedstigning i starten er en leg. Jeg nærmer mig halsbrækker bakken med de vild trapper og har nu den flotteste udsigt over hele dalen. DÉR! Dér løber fyren fra Kristina Extreme Runnings 1. hold! Helt nede i dalen på vej væk fra bækken. Jeg når lige at tænke GO! og så får den fuld peber ned ad bakken. Det er så her jeg når det fine tempo på 2:47, da jeg får løbet på stien ved siden af trapperne. Knæene kan godt mærke den hårde belastning de får da det flader ud igen, men jeg er hurtigt videre over bækken. Jeg vælger her at løbe igennem vandet igen, men det var en dum idé da mine sko på dette tidsounkt er ved at være lidt møre i det og jeg kommer til at sejle lidt rundt i dem i starten.

Jeg indhenter ham henne ved asfaltvejen, og nu gælder det bare om at lægge så meget afstand til ham som muligt! Mentalt var mine sidste ture de bedste, da jeg nu kendte ruten og kunne disponere løbet ordentligt. Selvom jeg holdt igen i starten, viste det sig at være en rigtig god plan, for jeg kommer ind på 41:08, knap et minut langsommere end første omgang. Helt smadret var jeg ikke alligevel. Jeg får sendt Simon ud på hans tur med ca. 3 minutter ned til nr. 2.

Og Simon viser sig at være kampsej! Han er for nylig blevet opereret i skulderen, så han har på ingen måde kunne træne op til dette løb som vi andre har kunne. Derudover har han trukket det korteste strå, for han løber mod selve Kristina ude på ruten, og hun klarer den på ca 8 minutter mindre end ham. Men han får holdt sig tæt på hende, og kommer ind med et hul op til dem på ca. 5 minutter. Virkelig godt løbet, og virkelig sejt at kunne holde hovedet koldt når man løber mod en landsholdsløber!

Nu er det op til Jeppe igen at få erobret vores 1. plads tilbage! Ingen af os havde egentlig regnet med at vi skulle løbe mere end 2 runder hver, så at vi har udsigt til at alle skal ud på en tredje runde, skal vi lige komme os over. Men Jeppe holder det flotte niveau og kommer ind på en 1. plads og sender Henrik i skoven med få minutter ned til 2. pladsen. Der er virkelig kamp til stregen her, og spændingen er i top! Intet er sikkert når vi ligger så tæt og det er marginaler der skal afgøre det.

Henrik løber igen et meget stabilt løb og viser her at han er en rigtig ultraløber. Jeppe og jeg havde om morgenen siddet og snakket om at han var en rigtig god løber at have med, da han var vant til de lange udfordringer. Og det må man sige han beviste! Han formår ikke helt at holde pladsen, da han også løber mod en af de rigtig dygtige løbere på Kristinas hold. Han sender mig i skoven med et hul op til forreste løber på ca. 3 min: Nu skal der jages! Ind gennem skoven, ned på sløjfen, op langs bevoksningsgrænsen, hen til nedstigningen hvor man har den fine udsigt over dalen. Hvor fanden er han?! Nedad, henover bækken, gennem dalen, over vejen, til venstre langs stien, op op op ad den første stejle stigning, helt op i toppen og helt ned til vanddepotet igen. DÈR!

Jeg kan se ham løbe nede forenden af grusstien, inden den dejlige stigning på heden. Jeg kommer tættere og tættere på, jeg ved at jeg kan lukke hullet endnu mere på dette flade stykke. Op ad den bakken med de to trapper kan jeg se ham. Jeg nærmer mig stille og roligt, men passer på med ikke at presse for meget på. Jeg ved hvad der venter forude, og jeg har ikke set hvor hurtig han er i nedløbet endnu.

Først ved 5 km kommer jeg helt op til ham, og der løber vi nedad en kort mudret bakke. Hold nu op han kan sætte smæk på nedad! Jeg får lige præcis presset mig forbi ham, og idet jeg gør det glider jeg og mit venstre ben svinger helt op i øjenhøjde! Jeg når lige at tænke “Mit bækken!!”, da jeg får sat benet ned igen. Pyha, jeg slap med skrækken!

De sidste 1,7 km er overskuelige og da jeg runder p-pladsen inden de flade 800m til mål ser jeg Simon stå med mine unger og heppe. Hvad? Han skal da løbe nu?? “Jeppe tager sidstetur!” Råber han. Jeg råber tilbage og når at give min ældste dreng en high-five inden den går mod mål. Helt fantastisk når ens unger står og hepper, der fik jeg helt en klump i halsen.

I mål står Jeppe klar. Jeg når at sige til ham at der er 30 sek. ned til nr. 2, at han skal give den gas og at jeg elsker ham. Det sidste pladderromantiske kvæk fra mig hørte han ikke engang, så det fik han senere da han kom i mål og vi kunne fejre at sejren var i hus.

Ikke en eneste på vores hold var i tvivl om at vi skulle give den gas, da vi kunne se at sejren var indenfor rækkevidde. Det var en sand fornøjelse at kæmpe med gode venner, der var lige så gode løbere.

Og eftersom arrangementet var i særklasse og der ikke var en eneste finger at sætte på noget som helst, så kan jeg sagtens sige at vi helt sikkert ses til næste år!