Hvem er jeg?

Som uddannet fysioterapeut kan jeg behandle mange forskellige former for problematikker i bevægeapparatet. Jeg ser det som min fornemmeste opgave at se min klient, se personen jeg sidder overfor og finde den bedste strategi for at hjælpe lige præcis dig. Du vil altid blive set som et helt menneske her, ikke bare som en ankel eller et knæ.

Efter at have arbejdet på nogle klinikker der hørte under sygesikringen, valgte jeg i September 2016 at tage springet og blive selvstændig indlejer hos Aarhus Osteopati – udenfor sygesikringen. Dette valg tog jeg på baggrund af den retning jeg gerne vil arbejde som fysioterapeut. Jeg behandler stadig folk med alle former for skader, men nu kan jeg bedre specialisere mig indenfor det område jeg brænder for – løb og løbeskader.

Hvad betyder det for dig? Det betyder at jeg har rigtig meget erfaring med at behandle de skader der typisk opstår under løb, og har stor forståelse for hvordan hele kroppen arbejder og derfor påvirker din skade. Har du fx. springerknæ, løberknæ, diffuse knæsmerter, ankelsmerter, hælspore eller måske hofteproblemer, har jeg stor erfaring med behandling af disse skader.

Når du kommer ned til mig, bruger jeg først lang tid på at forstå den skade du kommer med og forsøger at danne mig et indtryk af hvordan og hvorfor du er blevet skadet. Derefter screener jeg, både selve fysikken men i den grad også hvordan du bevæger dig, din balance og din evne til at mærke og bevæge dine led og muskler. Alt skal bruges i den rette kontekst – nemlig at det hele spiller sammen.

Igen og igen har jeg haft patienter der kommer ned til mig efter flere måneder med forkert rådgivning og behandling af deres skader. Mange er enten blevet rådgivet til at undgå aktivitet, hvile eller kun at genoptræne symptomområdet. I min optik er kroppen en kompleks størrelse og det hele hænger sammen – jeg ser på din krop som en helhed og ikke kun der hvor du har ondt.

Et andet stort fokus jeg har i mit arbejde med mine klienter er træningsoptimering og skadesforebyggelse. Derfor har jeg valgt at tilbyde personlig træning og vejledning, for at du kan få et aktivt liv uden skader og smerter. Jeg har stor erfaring med at arbejde med løbere på dette punkt, men da jeg tidligere har arbejdet som personlig træner i et fitness center, har jeg haft mange klienter der bare gerne ville være aktive igen.

Hvis du gerne vil booke en tid hos mig kan det gøres på:

http://www.aarhusosteopati.dk/fysioterapi-fysioterapeut-aarhus.aspx

 

Har du spørgsmål eller er i tvivl om hvorvidt jeg ville kunne hjælpe dig, er du meget velkommen til at kontakte mig på:

tine.thomsen.fys@gmail.com