Min løbetræning

For ikke så længe siden læste jeg en rigtig god bog. Den hedder ‘Løb som hechmannEliten’ og er skrevet af Claus Hechmann. Jeg har længe været bekendt med hvem han var og hvad han stod for, men har først for nylig fået tid og mulighed for at læse hans bog og dermed lære mere om hans træningsprincipper.

Som nogle af jer ved, så har jeg været 800 meter løber i Sparta, Herlufsholm og Malmø AI. 800 m var den distance jeg primært løb, og derfor har træningen været præget af en masse intervaller og tempo. Alt skulle helst foregå i et højt tempo – også opvarmning, afjog og de lange ture. Nu hvor jeg ikke løber baneløb og -konkurrencer længere og er gået over til de væsentligt længere distancer, er det også blevet meget mere vigtigt at få nogle kilometer i benene. Hvis jeg fortsatte med at tænke “no pain, no gain” hver gang jeg skulle træne, ville min tid som langdistanceløber blive en kort fornøjelse. Jeg ville ikke kunne holde til det høje tempo hele tiden, og nok heller ikke nå de resultater jeg ønsker.

Derfor har jeg nu besluttet at følge Claus Hechmanns træningsprogrammer. Mit mål er Bestseller Aarhus City Halvmarathon i juni 2017, så jeg er allerede i fuld gang med grundtræningen!

For at kunne ramme de rigtige tempi ifht Claus Hechmanns programmer, skal man løbe to tests: en 10-min max test og en 60-min max test. Du løber simpelthen så langt du kan i det givne tidsrum og noterer dine resultater i den app der er udviklet til formålet. Så får du en liste over hvor hurtigt/langsomt du skal løbe på de forskellige ture. Jeg løb:

10 min max test: 2.29 km.

60-min max test: 11,72 km.

Dette betyder at jeg på mine restitutionsture/jogtempo skal løbe mellem 6:35 – 7:33, og at mine 1000m intervaller ikke skal løbes hurtigere end 4:23. Jeg kan godt afsløre at jeg ikke kommer ned omkring de 7:33. Det kan jeg simpelthen ikke. Men en langtur med varierende tempo kan sagtens svinge mellem 5:30 og 6:30, hvilket også er godkendt. Men jeg skal godt nok lige vænne mig til ikke at give den max gas hver træning – og det er nok også meget sundt 🙂

Jeg glæder mig til at fortælle jer mere om træningen!