Med landsholdet på træningslejr

Min påskeferie stod på træningslejr med landsholdet i orienteringsløb.  Jeg var med som fysioterapeut og vi tog til Estland for at forberede løberne på terrænet, da det er VM afholdes til juli. Her kan du læse om turen fra en fysioterapeuts synspunkt.

Det er altid fedt at være med landsholdet på træningslejr eller til mesterskaber. Der er en helt speciel stemning. Når man er en stor gruppe afsted, der alle kæmper for at være de bedste i verden, så sker der bare noget magisk.

For mig startede turen kl 18:50 den 9. april i Billund Lufthavn. Jeg kunne først tage derned et par dage efter de andre, da jeg havde et hofteworkshop på min arbejdsplads Aarhus Sundhedscenter jeg skulle afholde (som forresten gik super godt, og blev afsluttet med en løbetur i det solrige forårsvejr). Efter et stop i Stockholm. landede jeg kl 23:30 i Tallinn lufthavn. Planen havde oprindeligt været at jeg skulle have kørt direkte til hytten, men efter at have hørt at den lå 2,5 timer væk i bil, besluttede vi at det nok var smartest at jeg overnattede i Tallinn. Hvis jeg skulle kunne være noget værd dagen efter, var det godt med en ordentlig nattesøvn.

Jeg ankom til hytten vi boede i kl 12 næste dag, efter nogle startvanskeligheder med GPS’en. Det er faktisk rigtig svært at få tastet en adresse ind på en GPS når man ikke ved hvad der er by, vej, kommune eller område… Jeg fik hjælp af en p-vagt og med lidt held ankom jeg lige til frokost, og kunne derefter starte på det jeg var kommet for – at behandle løberne.

Behandlinger ved briksen i vores hyggelige værelse.

Jeg kender efterhånden de fleste ret godt, da jeg selv har løbet en del o-løb, så det er et godt forhold jeg har til dem. De er topmotiverede for at gøre alt bedre, selv de helt små detaljer. Så hvis jeg beder dem om fx at lave en øvelse, så kan jeg være 100% sikker på at den bliver udført til punkt og prikke. Det er en gave at arbejde med sådanne klienter! Mange af løberne bliver jævnligt tilset af de dygtige behandlere hos Team Danmark og her gør de et fantastisk stykke arbejde i at have løberne skadesfri og klar til træning og konkurrencer. Det svære for mig er så ikke at blande mig for meget i løbernes problematik, hvis de i forvejen er i et forløb – ikke at jeg nødvendigvis ville ændre noget, men de fleste behandlere har deres egen måde at gøre tingene på, og det kræver lidt tilvænning at skulle udføre et arbejde som andre dikterer. Og så er der en del “brandslukning” ifht at forhindre skader i at komme. Dog fik jeg set på nogle relativt nyopståede problematikker, blandt andet fik vi forhindret to springerknæ (på to forskellige løbere vel at mærke) i at udvikle sig, og det er jo altid fedt! Når løberne træner så meget som de gør, så er det også en del af min opgave at hjælpe til med restitutionen. Derfor gav det nogle timer ved briksen med at massere trætte og ømme lægge og lår. Ikke altid det mest udfordrende arbejde, men at vide at du er en del af et super godt setup der skal hjælpe disse løbere med at brillere, gør at arbejdsglæden lige stiger en tand 🙂

 

 

Halve squats med makkeren på skuldrene – det var hårdt, men det mest grænseoverskridende var når man selv skulle sidde deroppe!

Dagene gik generelt med morgentræning, behandlinger, eftermiddagstræning og så lige et par behandlinger efter aftensmaden. Om tirsdagen stod den på “hviledag”, da løberne kun havde let styrketræning og en enkelt joggetur på programmet. Selvom dette altid er den hårdeste dag for fyssen, da det er her alle løberne har tid til at blive behandlet, besluttede jeg mig dog for at hoppe med på programmet. Dels for at få trænet selv, men også for lige at snuse til hvad de laver af fysisk træning. 1,5 times cirkeltræning blev det til! Diverse øvelser med fokus både på teknik, styrke, koordination og stabilitet – et rigtig sjovt og udfordrende træningspas 🙂

 

Jeg var kun med på en enkelt af de tekniske træninger (orienteringsløb), og det var en super fed træning som det norske landshold havde sat op. En terræn rute på ca. 1,5 km skulle løbes én gang. Derefter blev man sendt ud på en knap 4 km o-bane, for derefter at løbe terræn ruten to gange mere.

Mig lige efter den første terrænrute, på vej ud på o-banen. Jeg måtte overbevise trænerne om at der altså ER svævefase! 🙂

Jeg tog den dog kun én gang efter o-banen. Ruten var meget kuperet i starten, hvorefter man fik et relativt let nedløb i skoven, for at ende i den vådeste og koldeste mose jeg længe har løbet i! O-banen var jo lavet til verdens bedste løbere, så at jeg startede ud med ikke at finde post 1, kom næppe som en overraskelse. Jeg fandt 2 og 3, hvorefter jeg kortede banen af og tog 10, 11 og 12, og så var det ellers bare i mål og få løbet den sidste terræn rute. Det var en super hård omgang, og jeg løb kun halvt så langt som de kvindelige løbere. Men at træne med nogle af verdens bedste o-løbere – det skal sgu’ prøves!

At være med på træningerne giver mig et godt billede af hvilke strabadser løberne kommer ud for. Og at være o-løber på dette niveau er ingen skovtur! Det kræver en fantastisk form, et godt overblik og et helt specielt fokus at kunne gøre sig gældende indenfor denne sport, og jeg tager hatten af for de dygtige løbere. Det er et privilegie at komme med på deres ture, og jeg glæder mig bare til næste gang jeg skal afsted 🙂