Løbsberetning Bestseller Halvmarathon 2017

Så kom dagen hvor min træning de sidste 8 måneder skulle testes af. Jeg var meget spændt på om de sidste to uger op til løbet kunne spænde ben for om jeg nåede mit mål, de havde været knap så optimale. Men nu skulle slaget stå!

Dagen startede rigtig godt. Jeg havde sovet godt og fik lov til at sove længe – helt til kl. 6:45! Ud af fjerene og i løbetøjet. Morgenmad bestående af en portion havregryn og to æg, samt en halv kop kaffe og en masse vand. Så var basen i orden.

Kl. 7:45 mødtes jeg med Kasper fra Vejen til Det Lange Løb ved busstoppestedet. Vi var nogle stykker der tog bussen ind til byen da vi ikke helt kunne overskue morgenstress med unger der skulle have mad, i tøjet og ud i bilen for at køre rundt inde i midtbyen i en halv time for at finde en p-plads. Ja, det var nok lidt egoistisk, men min mand kunne sagtens forstå det – han har stået i samme situation mange gange. Når der skal præsteres, så må man godt tænke på sig selv først.

Vi var inde ved Musikhuset ca. kl. 8:30, og allerførst fik vi afleveret vores tasker. Dejligt at være i god tid, der var hverken kø til garderobe eller toiletter. Kl 9 spiste jeg en figenstang og drak lidt mere vand, og 10 minutter efter løb vi ud på en lille opvarmningsrunde på lige over 1 km. Bare lige for at mærke hvordan benene føltes. I modsætning til hvordan de havde føltes dagen inden, havde de det overraskende godt. Jeg følte mig let og havde ingen problemer med at holde en god løbestil. Gode tegn!

Kl. 9:30 sagde jeg farvel til de andre og gik ind til mit startområde. Min strategi var at følge med 1:40 fartholderne indtil minimum 15 km så jeg placerede mig lige foran dem. Der var lang tid til starten gik endnu, og set i bagklogskabens lys, skulle jeg nok have brugt de ekstra minutter til en tur på toilettet. For da opvarmningen gik igang og vi skulle lave hop på stedet, mærkede jeg det man ikke har lyst til at mærke når man står fanget i et bur med udsigt til 21,1 km – jeg skulle tisse! Nå, det var der sgu ikke så meget at gøre ved, jeg måtte jo finde et toilet på vejen. Alt andet lige så kunne det jo være jeg “glemte” det senere.

Kl 10 gik starten. Jeg havde regnet med en 1. km på ca. 5:00 da der var virkelig mange mennesker! Min mand havde dog sagt 4:47, og han fik fuldstændig ret. Det var egentlig ikke så slemt som jeg havde troet, folk holdt et super godt pace (for mig) i starten. Det var dog super svært at holde et jævnt pace hele vejen, hvilket min statistik også bærer præg af. Efter ca. 300m hører jeg min mand råbe mit navn, og jeg når lige at vende mig om og vinke. Godt, de er her. En kæmpe støtte at vide at mine tre drenge er her for mig…

På grund af bakker og en masse andre løbere var det rigtig svært at holde et jævnt pace hele vejen.

Jeg havde inden løbet hørt mange forskellige ting om ruten. Nogle havde sagt at der var en masse bakker og at det nok var svært at give den gas. Andre mente at de småbakker da ikke betød noget og at de havde løbet deres PR på ruten. Jeg måtte ud og gøre mine egne erfaringer. Faktisk var jeg overrasket over hvor forholdsvist nemme bakkerne var at overkomme. Jeg bilder mig selv ind at det er fordi jeg har stærke ben, men i virkeligheden er det nok nærmere fordi jeg 1) havde forestillet mig de var værre, og 2) havde fartholderne til at trække mig op af dem!

Den første rigtige stigning ved Den Gamle By var ude ved 3 km. Det var nok den stigning jeg havde hørt flest rygter om. Det var nok meget heldigt den kom så tidligt, for den virkede ikke så slem som mange havde gjort den til. Vi løb videre og langs udkanten af Botanisk Have og jeg må indrømme at jeg ikke har den fjerneste idé om hvad der skete mellem dér og 5,5 km. Jeg husker at vi løber ud af Botanisk Have og ned ad Langelandsgade og da vi runder 6 km ser jeg min familie igen. Min mand Jeppe hepper, Emil sidder i klapvognen, og Viktor står og ser lidt betuttet ud mens han vinker. Det giver mig ekstra energi at de er der og at de gider vandre Århus tynd for at heppe – det gør mig så glad!

Frem til 8,5 km er der endnu et “blackout” hvor jeg ikke rigtig har nogen idé om hvor vi løber. Når jeg tænker tilbage, husker jeg at jeg orienterer mig rigtig meget efter 1:40-fartholderne. Jeg er mega bange for at blive for modig og prøve at løbe fra dem, for bare at gå kold senere. Rigtig meget af tiden fokuserer jeg bare på en orange t-shirt foran mig og ænser ikke andet. Jeg går bare ind i mig selv og er 100% fokuseret på mit tempo og hvad jeg mærker i kroppen.

Mellem 8 og 1o km løber vi rundt nede på havnen, og det ser jeg lidt som et “sjovt indslag”. Solen skinner, det blæser lidt og vi snor os gennem ruten som var det en labyrint. Her er jeg lidt ovenpå, men mit ur forvirrer mig da det har svært ved at få ordentligt signal mellem de høje bygninger, så jeg har svært ved at finde et ordentligt tempo. Ved 10 km er der væskedepot hvor jeg får en kvart gel i mig og lidt vand og da vi runder “halvvejs” mærket tænker jeg for første gang at jeg har disponeret løbet helt perfekt – 10 km i 46:57, så halvvejs på ca 49 minutter. Så bliver det næsten ikke bedre!

Vi løber op igennem byen (hvor jeg har endnu et “blackout”) og vi nærmer os 13 km. Vi løber gennem gågaden, og jeg har aftalt med min mand at de vil stå der og heppe. Jeg kigger efter dem længe før 13 km-skiltet, men ser dem slet ikke. Der røg mit energiboost! Min mand fortalte mig efterfølgende at jeg løb lige forbi dem uden at høre dem – øv!

Ved 13 km ser jeg slet ikke min familie – men de får set mig 🙂

Og det havde jeg ellers brug for, for ved ca. 14 km begynder jeg at tvivle på mig selv. Løbet igennem har jeg lavet statustjek på mig selv: Hvad mærker jeg i lungerne, hvad mærker jeg musklerne. Indtil da var alt som det skulle være, og jeg mærkede heller ikke noget til det resten af tiden. Men det jeg mærkede var mere en generel træthed. Ingen smerte, ingen syre, ingen hungren efter ilt – bare træt. Jeg kunne ikke give mere gas. Jeg overvejede kort at give slip på fartholderne og bare løbe mit eget løb. Måske var 1:42 også ok? Det er jo trods alt bedre end min tidligere PR. Og der er altid et løb til…

Jeg bliver afbrudt af to rigtig søde lyshårede kvinder der råber mit navn! “Kom så, Tine!!”. Jeg kigger op og der står Mathilde og Sofie, to kolleger fra Aarhus Osteopati. Som sendt fra himlen står de lige der hvor jeg havde det aller hårdest og havde aller mest ondt af mig selv. Jeg råber tilbage og vinker og tænker at denne tur kraftedme ikke skal ødelægge mine planer! Jeg kan sagtens klare det, spørgsmålet er bare hvor ondt jeg skal have af mig selv undervejs, og det ved jeg at jeg er pisse ligeglad med når jeg løber over målstregen. Jeg finder hurtigt troen på mig selv og mit tempo igen og mit fokus er de orange trøjer.

Turen opad Kongevejen er hård, men igen ikke hvad jeg havde troet. Her nyder jeg igen godt af de dejlige fartholdere, og ironisk nok, så er det hende jeg synes snakkede for meget til TestRun der altid lige bliver min redning. Hun holder de mandlige fartholdere i kort snor og styrer tempoet med hård hånd! “Det går for hurtigt drenge, vi skal ned igen når vi runder hjørnet, der skal vi nok indhente tiden!”. Og ganske rigtigt – vi når de forskellige kilometermærker næsten på sekundet, men gerne lige 10-20 sekunder foran tidsrammen. Helt perfekt!

Ved 16 og 17 kilometer tænker jeg på bloggen jeg skrev sidst. Om min strategi om at løbe fra fartholderne lige netop her, men bliver hurtigt enig med mig selv om at det ikke kommer til at ske. Jeg vil ikke risikere at gå kold de sidste to kilometer. Planen var at komme under 1:40, og hvis det betyder 1:39:59:99 hvor jeg kaster mig ind over målstregen et fi**ehår foran fartholderne – so be it.

Lige efter 19 km begynder jeg at tænke at jeg når mit mål med en lille margen. Jeg er stadig træt, virkelig træt, men jeg holder et godt tempo og kan se på tiden at hvis jeg holder pace, så når jeg det! Vi løber langs Jægergårdsgade og for enden kan jeg se Frederiks Allé og alle de foranliggende løbere der løber mod målet. Yes!! Vi er der snart!

Vi runder de 20 km og og det går lidt opad mod svinget til højre, nedad De Mezas Vej og Frederiks Allé. Nu skal jeg kun løbe ligeud, så er jeg i mål! Men hold nu op den gade er lang! Jeg føler jeg løber og løber og jeg kan endnu ikke skimte mål endnu. Med 500 meter igen råber Fartholder-Katrine til mig: “Dig i den blå – nu løber du!!”. Det var mit cue til at give den det aller aller sidste jeg havde i mig. Det var nok en noget fesen slutspurt set udefra, men jeg prøvede virkelig at løbe mig ud. Ikke til blodsmag i munden og syre i stængerne, men jeg kunne ikke rykke mig hurtigere. Til min venstre side når jeg at registrere en kvinde der er ved at gå omkuld. Hun sejler rundt og ser ud til at have det virkelig skidt. En mand løber hen og holder hende om livet og jeg når at tænke at den mand er en helt! At have et overskud på de sidste 300m af et halvmarathon til at være der for et andet menneske, bare det at registrere at nogen har brug for din hjælp – det tager jeg hatten af for!

100m endnu – jeg når det fandme! Ind over målstregen og stop uret. Jeg kigger ned – 1:39:15! Jeg er mega glad og tilfreds! Jeg må lige stå og sunde mig lidt, og jeg mærker nu virkelig de vabler jeg har fået oparbejdet de sidste 21,1 km. Puha! Jeg er spændt på hvad den korrigerede tid er, men jeg er ret sikker på at jeg har nået mit mål.

Da jeg får hentet min taske i garderoben ser jeg at der er en besked på min telefon – jeg har løbet 1:39:12. Sådan Tine! Trods alle dine dårlige undskyldninger og lige ved at trække i land, så klarede du den sgu alligevel 🙂